DIT OG MIT DANMARK / 4.-6. KLASSE

INTRO

I 2008-09 rejste 14 fotografer rundt i Danmark og tog billeder af, hvordan landskabet, byerne og landet forandrer sig. De viste mange forskellige billeder af Danmark, som blev udstillet under titlen Steder – Danmark under forvandling.

Flere og flere af os flytter ind til byerne, så de små landsbyer bliver forladt. I gamle dage, da jeres bedsteforældre var børn, var der mange, der boede på landet, og mange, der arbejdede som landmænd. Der er ikke længere så mange landmænd.

Kig på billederne her af Joakim Eskildsen, Trine Søndergaard og Nicolai Howalt.

Diskussion

Kender I nogen landmænd, og er der nogen af jer og jeres venner/familie, som bor på landet?

Hvorfor er der ikke så mange landmænd længere?

Hvorfor tror I, at mange helst vil bo i byen?

Se mere om udstillingen her.

Fotograf Joakim Eskildsen fortæller om projektet her. Joachim fortæller, at han har besøgt de steder i Danmark, hvor han selv har boet, og kigget på, hvordan stederne har forandret sig, siden han var barn. Det sted, man bor, har en særlig betydning.

Individuel opgave

Skriv en lille historie om det sted, hvor du er født og vokset op.

Individuel hjemmeopgave

Tag nogle billeder af stedet, hvor du er født, hvis du stadig bor der – eller spørg dine forældre, om I kan køre derud og tage nogle billeder. Tag billeder af de ting, der betyder mest for dig, og af de steder, du har flest minder fra.

Klasseudstilling

Lav en udstilling i klassen med billederne og historierne. I kan evt. invitere jeres familier til at komme til fernisering på udstillingen.

* I kan uploade billederne til fotoarkivet på Copenhagen Photo Festivals undervisningsportal og være med til at skabe en onlineudstilling og inspirere andre børn og unge til at fotografere.


Joakim Eskildsen, DANDELIONS, 2012
Joakim Eskildsen, MY BROTHER’S FAMILY, 2008
Joakim Eskildsen, THE SLEDGE, 2013
Joakim Eskildsen, WILLOW TREE, 2012
Joakim Eskildsen, WINTER GARDEN, 2010
Nicolai Howalt, BORDERLINE no 1, 2010, Beierskrovej
Nicolai Howalt, BORDERLINE no 3, 2010, Ellund – Frøslev
Nicolai Howalt, BORDERLINE no 72, 2010
Trine Søndergaard, Denmark in Transition, 2008-10
Trine Søndergaard, Recreated Lake, Sundby Lake, Vilsund, 2009
Trine Søndergaard, Newly Planted Forest, Gundsømagle, 2008
Trine Søndergaard, Recreated Lake, Legind Lake I, Mors 2009

Diskussion

Fotografen Luca Berti har fotograferet mennesker og steder på Læsø, en ø i Danmark. Der bor kun ca. 2.000 mennesker på hele Læsø. Her er billeder af en mand, en pige og et landskab. ’Tækkemand’ betyder en, der laver stråtækt tag til gamle huse – hvor taget er lavet af strå fra naturen. Det er et meget gammelt håndværk, som der ikke er mange, der arbejder med i dag. Pigen har en folkedragt på.

Billederne er taget i 2012 og 13, men de ser gamle ud, hvorfor?

I meget gamle dage, da fotografiet var en ny opfindelse, kunne man kun tage sort-hvid-fotografier. I dag kan man både tage farvefotografi og sort-hvid. Mange fotografer tager farvefotografier, men der er også fotografer, som bedst kan lide sort-hvid-foto. Når man tager billeder med et digitalt kamera eller en mobiltelefon kan man selv bestemme, om billedet skal være farve eller sort-hvid.

Hvorfor tror I, at Luca Berti tager sort-hvid-billeder?

Hvilken historie tror I, at Luca Berti vil fortælle om Læsø?

Hvordan ser personerne ud? Er de glade? Kender I nogen, der bor på en lille ø i Danmark? Vil I gerne bo på en lille ø? Hvorfor/hvorfor ikke?

På mange af de danske øer bliver der færre og færre mennesker – de flytter væk, og butikker og skoler lukker. Mange flytter ind til de større byer – hvorfor tror I, de gør det?

Luca Berti, Hundetudevej, Læsø, 2013
Luca Berti, Tækkemand, Læsø, 2012
Luca Berti, Pige med folkedragt, Læsø, 2012

HVERDAGSRITUALER

I 2011 skabte Copenhagen Photo Festival, sammen med borgere i København, Danmarks længste fotoudstilling i bydelen Nørrebro. Udstillingen hed 2200 Hverdagsritualer og viste billeder af livet og hverdagen på Nørrebro. Billederne blev udstillet i butiksvinduerne på begge sider af den 2,5 kilometer lange Nørrebrogade og gav forbipasserende mulighed for at lære Nørrebro at kende indefra.

Diskussion

Gå på opdagelse i hverdagsbillederne, og diskutér i klassen, hvordan I ud fra billederne oplever hverdagen på Nørrebro. Brug guiden nedenfor.

Kender I Nørrebro? Hvordan synes I der ser ud?

Nørrebro er den mest befolkede bydel i København og der bor mennesker fra næsten hele verden, ikke kun folk, der er født i Danmark.

Kender I nogen, der bor på Nørrebro?

Kan I forestille jer, hvordan det er at bo på Nørrebro, ud fra hvad I ser på billederne? Tror I, at der er mange mennesker på gaden og i butikkerne? Tror I, at der er liv i gaderne og larm på Nørrebro, eller tror I, at der er stille og roligt? Ser menneskene på billederne glade, sure, kærlige eller ensomme ud?

Ligner Nørrebro dér, hvor I bor? Hvorfor/hvorfor ikke?

Ligner hverdagen på billederne jeres hverdag? Hvad laver menneskene på billederne?

Klasseudstilling

Tag billeder af jeres egne hverdagsritualer: I kan lave en udstilling om jeres egen by eller bydel som et projekt i klassen. Måske kan I få lov at udstille billederne et sted i byen?

* I kan uploade billederne til fotoarkivet på Copenhagen Photo Festivals undervisningsportal og være med til at skabe en onlineudstilling og inspirere andre børn og unge til at fotografere.

I kan downloade opgaverne til ‘Dit og mit Danmark’ her: pdf

Alexandra Buhl, Hverdagsritualer
Amanda Hestehave, Hverdagsritualer
Anne Margrethe Petersen, Hverdagsritualer
Helle Bolther, Hverdagsritualer
Daniel Rye, Hverdagsritualer
Mikkel Ravn, Hverdagsritualer
Peter Christensen, Hverdagsritualer
Sean Bodin, Hverdagsritualer
Information
om brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.

Ophavsret

Alle rettigheder ifm cookie mærket tilhører FDIH. Siden er medlem af FDIH og kan kontrolleres her.