FOTOGRAFIET VISER VERDEN / 4.-6. KLASSE

INTRO

Der er fotografier overalt, i byen, i fjernsynet, i blade og aviser og på internettet. De fleste billeder er taget af en fotograf, som er dygtig til at fotografere, men man behøver ikke at være fotograf, at have gået i skole og uddannet sig til fotograf, for at tage billeder. Hvis vi har et kamera eller en mobiltelefon med kamera, kan vi alle sammen tage billeder.

Når I tager et billede med en mobiltelefon, tænker I måske ikke over det, men fotografier bliver brugt til mange forskellige ting. Der findes både pressefotografi, dokumentarfotografi, kunstfotografi, modefotografi, reklamefotografi og andre genrer. Her vil vi beskæftige os med presse- og dokumentarfotografi.

Dokumentarfotografi

Da fotografiet blev opfundet, kunne man altid være sikker på, at det, et foto viste, virkelig var sket. Derfor er fotografiet blevet brugt til pasfotos, forbryderfotos og i aviser, hvor man skal være sikker på, at en person eller en situation er gengivet rigtigt. Sådanne billeder kalder man for dokumentarfotografi. Når man dokumenterer noget, viser man noget for nogle andre og fortæller ofte en historie. I kender måske dokumentarfilm, som fortæller historien om noget virkeligt – modsat spillefilm, som ofte er fiktive, altså fantasi.

Pressefotografi

Pressefotografi er de nyhedsbilleder, vi ser i aviserne, i fjernsynet og på internettet. Billederne skal fortælle os, hvad der sker i Danmark og resten af verden. De skal fortælle historier og nyheder, som er sket
 i virkeligheden. Aviserne bruger billeder ved siden af deres artikler, fordi billeder siger mere end tusind ord!

Det er vigtigt, at pressefotos viser virkeligheden så rigtigt som muligt, så vi ikke bliver snydt. Man kalder det objektivt – så vi ser det, som om vi selv var der. Det nytter ikke noget, at en pressefotograf, der skal vise en oversvømmelse i Thailand, kun tager billeder af den thailandske mad – han skal også vise, hvad vandet har ødelagt i byerne osv. Pressefotografer kan dog godt være kreative og både vise oversvømmelsen og billeder, der viser, at folk spiser – for fx at vise, at livet går videre efter oversvømmelsen.

 

Lærke Posselt, Smukke Barn

 

 

Diskussion

Kig på fotografen Lærke Posselts billeder her.

Beskriv, hvad I ser på billederne. Prøv at bruge de forskellige begreber fra billedanalysen. Snak om billedernes komposition.

Hvilken stemning er der i billederne? Er de dystre, lyse, glade eller triste?

Hvad tror I, at billederne handler om?

I kan se og læse mere om projektet her – under ‘Beautiful Child’ .

Presse- og dokumentarfotografi bliver ofte vist sammen med en tekst. Den unge fotograf Andreas Beck har lavet en dokumentarserie, der hedder ’Drenge’ om teenagedrenge i alderen 13-19 år. Han har fotograferet dem og snakket med dem, så man nu kan læse deres egne tanker og ord i en tekst til hvert portrætbillede. Det er et dokumentarprojekt, som fortæller os historien om drengene. Det er ikke så vigtigt, hvem fotografen er, for han prøver at få drengene til selv at fortælle deres historie. Se billederne her.

Gruppeopgave

Sæt jer sammen i grupper. Kig på billederne først, og læs først teksten bagefter.

Snak sammen om portrætterne af de unge drenge. Diskutér fx:

Hvordan ser drengene ud på billederne?

Hvorfor er billederne taget i sort-hvid?

Hvad fortæller billederne om drengene? Kommer I til at lære drengene at kende?

Læs nu nogle af teksterne.

Hvad gør teksten ved billederne? Ændrer teksterne ved jeres opfattelse af billederne?

Skal I bruge jeres fantasi mere, når I kun kigger på billederne uden teksten?

Teksten bliver ofte brugt til at uddybe det, billederne ’siger’ – til at fortælle, hvad vi ikke kan se i billederne eller gætte os til. Hvis det er meget vigtigt for billedet, at vi ved, præcis hvor gammel drengen er, eller at han er enebarn, så kan man skrive det i teksten.

Prøv at lave jeres eget dokumentarfotografi, det kan være et billede eller flere billeder – og skriv en tekst til, hvor I fortæller historien om billedet. I kan arbejde med temaet venskab, eller I kan selv finde på et tema. I kan gå sammen i grupper. Snak bagefter om billederne i klassen, og lav en udstilling med jeres billeder og tekster. Husk at invitere jeres forældre til at se udstillingen!

* I kan uploade billederne til fotoarkivet på Copenhagen Photo Festivals undervisningsportal og være med til at skabe en onlineudstilling og inspirere andre børn og unge til at fotografere.

I kan downloade opgaverne til ‘Fotografiet viser verden’ her: pdf

 

Lærke Posselt, Smukke Barn

 

Lærke Posselt, Smukke Barn

 

Lærke Posselt, Smukke Barn
Lærke Posselt, Smukke Barn

 

Lærke Posselt, Smukke Barn

 

 

Information
om brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.

Ophavsret

Alle rettigheder ifm cookie mærket tilhører FDIH. Siden er medlem af FDIH og kan kontrolleres her.