SCENEN ER SAT / 4.-6. KLASSE

INTRO

ISCENESAT FOTO OG KUNSTFOTO

Fotografiet kan vise virkeligheden, men det kan også vise fantasien, drømme og mystiske ting, vi ikke kender fra virkeligheden, men fra fantasiens verden. Iscenesat betyder, at man spiller skuespil foran kameraet – man kan klæde sig ud og optræde som fx prinsesse eller Catwoman fra Batman-filmene – men man kan også sige, at man iscenesætter et fotografi, når man beder hele sin familie om at stille sig op på en række og smile. Der er forskellige grader af iscenesættelse – men det betyder, at billedet ikke blot er fanget i farten, men opstillet og planlagt.

Diskussion

Billedet til højre er taget af Marilène Coolens og Lisa de Boeck. Moren Marilène og viser datteren Lisa på billedet. Billedet er taget, da hun var omkring jeres alder.

Prøv at beskrive billedet.

Hvad ser I, hvordan er billedet beskåret, og hvad tror I, at billedet handler om? 

Hvad laver pigen? Hvad er det for noget mystisk tøj, hun har på? Er hun klædt ud?

Billedet er en iscenesættelse, moren og datteren lavede, da den nye Batman-film kom ud i 1994. Datteren Lisa var ikke gammel nok til at komme ind og se filmen i biografen, da den var censureret og forbudt for børn. Derfor lavede de deres eget skuespil, hvor datteren blev klædt ud som Catwoman fra Batman-filmen og fotograferet.

Den unge fotograf Nanna Navntoft har også lavet et iscenesat billede og arbejder ligesom Marilène Coolens og Lisa de Boeck med det, man kalder kunstfotografi. Kunstnere eksperimenterer typisk meget og bruger fotografiet til at fortælle historier eller få os til at opleve en særlig stemning. Kunstfotografiet skal ikke nødvendigvis fortælle en klar historie, som presse- eller dokumentarfotografiet, men kan godt være mere forvirrende og mystisk.

Diskussion

Nanna Navntofts billede af en svømmer er mystisk og lidt underligt – hvorfor?

Hvad minder billedet jer om, hvad kommer I til at tænke, når I ser billedet?

Kunstnere vil ofte gerne have os til at undre os, til at grine og se verden på en ny måde – når de iscenesætter ting, som er lidt underlige.

Man taler også om manipuleret fotografi, når man snakker om foto, der bruger fantasien. Fotografen kan sætte forskellige billeder sammen til ét billede – enten ved at klippe i billedet, eller via computeren, hvor billedprogrammer kan ændre fotografierne på alle mulige måder – man kan fjerne noget fra billedet eller lave himlen grøn, hvis man vil.

Marilène Coolens og Lisa de Boeck, Catwoman Uncensored, 1994
Nanna Navntoft, Swimmer
Camilla Winther, Alice in Wonderland

Diskussion

Kig på billedet her, som er tre billeder sat sammen. Billedet hedder ’Alice in Wonderland’, det betyder ’Alice i Eventyrland’.

Er billedet iscenesat? Er billedet manipuleret – hvordan?

Gruppeopgave

Del klassen op i grupper, og lav sammen et eller flere billeder, hvor I iscenesætter en historie, en underlig situation eller et mystisk skuespil. Hent inspiration i de tre billeder her. I kan bruge rekvisitter som en hat, en stol eller klæde jer ud i underligt tøj. I kan hente inspiration i fx et eventyr, som Alice i Eventyrland, eller i en historie, I har læst i klassen.

Klasseudstilling

Udstil billederne i klassen, og inviter eventuelt jeres forældre til at komme til fernisering, når I åbner udstillingen. En fernisering er en lille fest, hvor man fejrer, at man har åbnet en udstilling.

* I kan uploade billederne til fotoarkivet på Copenhagen Photo Festivals undervisningsportal og være med til at skabe en onlineudstilling og inspirere andre børn og unge til at fotografere.

I kan downloade opgaverne til ‘Scenen er sat’ her: pdf

Information
om brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.

Ophavsret

Alle rettigheder ifm cookie mærket tilhører FDIH. Siden er medlem af FDIH og kan kontrolleres her.